Socialdemokratiets politiske kultur og kulturpolitik har længe været under visionsfattig nedbrydning i panik over livet i opposition. Nu fornægter lederne den særegne socialdemokratiske sjæl i kulturpolitikken med kunst-og kulturudbud i de altid nedsparede men fungerende institutioner. Alt det afskriver partiledelsen i Dansk Folkeparti-lignende anklager mod kulturens funktionærer og kunstnerne for at hørme københavnsk elite.
