Selv en kort ferie kan føles lang og meningsfuld, hvis man skruer lidt ned for tempoet og op for nysgerrigheden. Det fortæller forfatter Nanna Hyldgaard Hansen, som står bag bogen Staycation Danmark med børn. Hun foreslår, at man går på opdagelse i sit eget land og oplever steder, man måske ellers ville overse. Et sted, hun anbefaler, er Bornholm – en ø, der byder på både dramatiske klippekyster, hyggelige byer og masser af natur. Efteråret klæder øen, og man kan gå ture langs Hammershus, nyde de farverige efterårsblade i Almindingen eller udforske sprækkedale som Ekkodalen. Man kan også besøge glas- og keramikværksteder, smage lokalt produceret sennep eller tage på chokoladesmagning.